Farvel til kalorietælling - for altid!

Glem alt om kalorietælling

Af Caroline Fibæk

Aldrig i historien er der lavet en dårligere og mere fejlbarlig metode til vægttab end kaloriereduktion. Læs her, hvordan du nærer dig selv til et varigt vægttab.

Farvel til kalorietælling - for altid!

Ja, man bliver helt lettet over bare at læse overskriften, ik?

Der findes ingen dårligere og mere fejlbarlig metode til vægttab end kaloriereduktion. Denne model tager hverken hensyn til de menneskelige, biokemiske, fysiologiske eller psykologiske forhold vi mennesker er underkastet. Dvs – den tager slet ikke hensyn til virkeligheden.

Men den giver god grobund for utallige kure og medicinske vidunderpræparater og forundelige lightprodukter – som alle lokker med et hurtigt vægttab uden nogen reel indsats.

Vægttab (og -øgning) bliver nemlig nødt til at tage hensyn til alle facetter af menneskelivet og behandle de ubalancer, som er til stede - i stedet for blot at se på overvægten, som egentligt bare er et symptom. Og man kan ikke behandle symptomer – man må altid finde årsagen.

Ordet kur stammer fra det latinske ord cura, der betyder at helbrede kurere eller drage omsorg for. Vi er i dag kommet meget langt væk fra den oprindelige betydning af ordet, når vi snakker om slankekure.

Det er nemlig aldrig blot et spørgsmål om at reducere antallet af kalorier, der indtages. Specielt ikke når man bruger light-produkter, hvor man har erstattet de kalorietætte ingredienser med kemikalier og bruger plasticlignende ingredienser i stedet for fedt. Det kan godt være der ikke er mange kalorier i – men de ødelægger din krop, så den på sigt får svært ved at fungere ordentligt og bestemt også når det kommer til at forbrænde den energi, du indtager.

Balance – balance - balance

Faktisk er der et væld af forskellige forhold, der har betydning for at vi kan slanke os. F.eks: alder, genetiske faktorer, mikrobiologiske faktorer, toksiner, hormoner, spise- og drikkevaner, metabolisk oxidation (“stofskiftetype”), diverse mangler og ubalancer, arbejdssituation, fysisk aktivitet, motion og træningsmuligheder, allergier og intolerancer, humør, livslyst og livsgnist samt en række mentale og psykologiske forhold i øvrigt.

Og det er sådan en holistisk behandler griber vægttab (eller et hvilket som helst andet symptom) an – man må bringe hele kroppen i balance. Man må derfor først se på om de kemiske, biokemiske og mikrobiologiske forhold er i orden i kroppen og helt ned på celleniveau.

Mangel på næringsstoffer

Paradoksalt nok er situationen ofte sådan, at du, når du reducerer dit indtag af kalorier, så reducerer du ofte også dit indtag af de næringsstoffer og fedtstoffer, som er nødvendige for at bringe din krop tilbage i balance. Får kroppen opfyldt sit behov for vitaminer, mineraler, enzymer, co-enzymer, sporstoffer, fedtstoffter, aminosyrer og signalsubstanser og bliver den samtidig forgiftet af kemiske substanser, dårlige fedtsyrer og stresshormoner, forstyrres vores fine og delikate mekanismer i kroppen, som netop er designede til at holde os i balance.

Tæl din sidste kalorie nu

Så lov mig at du har talt din sidste kalorie og i stedet vil behandle din krop med værdighed, give den tilpas hvile, motion, meditation, rent vand, ægte friske råvarer fri for pesticider og andre giftstoffer – og forkæler dig selv hver eneste dag. Og lad så være med at dømme dig selv på dit udseende i spejlet – men mærk efter, hvor fantastisk din krop virker i stedet.

Et eller andet sted i evolutionen har vi mennesker mistet kontakten til, hvordan det føles at være i balance – i takt med at vi har fundet flere og flere stimulanser og fortryllede fødevarer, som kan opfylde ethvert behov for os. Og når vi ikke længere kan mærke, hvordan det føles at være i en sund og afbalanceret krop tyer vi til ydre målestokke – som f.eks. vores idealbilleder af super slanke og meget høje mennesker.

Gør mig en tjeneste og prøve at droppe dit ydre pejlebillede – og mærk i stedet efter. Hvordan fungerer din krop? Har du smerter nogle steder? Fungerer kommunikationen mellem dine celler ordentligt? Der findes kun en af dig – så pas godt på dig. Drag omsorg og KURer dig selv!