Debatindlæg: Vi kan ikke forstå kvinders helbred ved at undersøge mænd

Debatindlæg: Vi kan ikke forstå kvinders helbred ved at undersøge mænd

Maria Langbak

Speciallæge i almen medicin & forfatter

At føde børn, holde et hjem og opvarte manden har i mange århundreder været den primære pligt for kvinder. De sidste 100 år har rykket ufattelig meget på kvinders muligheder og ligestilling også indenfor lægevidenskaben. Fortidens syn på kvinder trækker dog stadig tråde ind i nutidens holdning til kvindekroppen, medicinsk forskning og behandling i sundhedsvæsenet.

En vigtig parameter i ligestillingsdebatten indenfor sundhedsvæsenet er forståelsen af, at kvinder biologisk set IKKE bare, er små mænd. Kvinder har en helt anden og ganske unik om end mere kompleks og cyklisk fysiologi, hvilket udfordrer vanlig medicinsk tankegang og visse forskningsprocedurer.

Sagt med andre ord er det dyrere at lave forskning med kvinder og resultaterne kan være sværere at tyde. Dette har medvirket til, at kvinders sundhed er blevet underprioriteret og mistolket i mange år.

I USA valgte FDA således i en periode fra 1977-1993 at udelukke alle kvinder i den fødedygtige alder i forskningsforsøg. Forud for det udgjorde kvinder en meget lille andel. Dette er selvfølgelig et kæmpe problem, da forsøgene kun kan sige noget om den population, der er undersøgt.

De sidste 40 år har ændret noget. Sandheden er dog, at forskningsforsøg stadig primært benytter celler og dyr af hankøn og mænd er overrepræsenteret blandt forsøgsdeltagerne i kliniske studier.

I visse tilfælde endda når det omhandler sygdomme, som kvinder i højere grad bliver ramt af såsom alzheimers demens, depression og multipel sklerose.

Forskningen undersøger mænd, selvom sygdomme oftere rammer kvinder

Alzheimers demens (AD):
  • 60% af patienterne er kvinder
  • Kun 12% AD forskningen fokuserer på kvinder
  • <40% af AD studierne inkluderer kvinder
Depression:
  • 15-25% af kvinder vs. 7-12% af mænd udvikler depression
  • <30% af forskningen fokuserer på kvinder
  • <40% af studierne inkluderer kvinder
Multipel sklerose (MS):
  • 2/3 af patienterne er kvinder
  • 5% af MS forskningsmidlerne går til kvinder
  • 70% MS studier bruger KUN mandlige forsøgsdeltagere

Kilder: Videnscenter for demens, Patienthåndbogen og dr. Kayla Osterhoff

Samtidig er det ikke altid, at resultaterne fra blandede forsøg opgøres efter køn, hvilket er ærgerligt for al erfaring viser, at mænd og kvinder potentielt reagerer forskelligt grundet de fysiologiske forskelle. Ikke mindst ved indtagelse af medicin.

På det amerikanske marked har FDA tilbagetrukket 10 slags medicin siden 1997. For 8 ud af disse gjaldt, at kvinder havde langt flere bivirkninger end mænd. 4 ud af de 8 typer tilbagetrukket medicin blev udskrevet hyppigere til kvinder, hvilket kan forklare noget af skævvridningen. De øvrige 4 typer medicin blev udskrevet ligeligt mellem kønnene, men havde en større negativ effekt på kvinders helbred.

Christine Stabell Benns vaccineforskning illustrerer på samme måde, hvordan vacciner ofte har flere bivirkninger hos piger end drenge.

I min optik er tiden nu moden til at tage næste store skridt for kvinders ligestilling og sundhed. Jeg tror på, at oplysning er vejen frem. Kvinder er nødt til at tage ansvaret hjem og leve på en måde, som ærer den cykliske virkelighed, de fra naturens hånd er underlagt.

Referencer:
Drug Safety: Most Drugs Withdrawn in Recent Years Had Greater Health Risks for Women | U.S. GAO
Christine Stabell Benn: How vaccines train the immune system in ways no one expected | Christine Stabell Benn | TEDxAarhus | TED Talk

Green Goddess

Se alle

Om forfatteren

Maria Langbak @naturlaegen

Maria Langbak er speciallæge i almen medicin, akupunktør og heilpratiker. Hun brænder for kvindesundhed og har skrevet bogen "Kvinde kend dig selv".

Læs mere om Maria Langbak