Vi er sikre på, at Maria Langbaks Kvinde kend dig selv er årets kvindebog 2026. Den er en sundheds-bibel – og en guldgrube af viden samlet ét sted. Her får du forordet til bogen 🩷
”Der er mere fornuft i din krop end i din dybeste visdom”. Nietzsche
Kære Kvinde
Du skal vide, at du er født til at mærke efter, til nærvær og til et liv levet i cyklusser, der konstant afløser hinanden.
Du er foranderligheden selv, og heri er den smukkeste og vildeste gave.
Din krop er på dagsbasis omskiftelig fra det øjeblik, hormonerne træder ind på scenen i puberteten. Den ene dag er den præmenstruel, næste dag bløder den, så bliver den gravid og har en ammeperiode, for derefter igen at indgå i reproduktionscirkusset. Slutteligt kommer overgangsalderen som en kaotisk forfest til det endelige brag af en hormonel underskudstilstand. Menopausen. Er det ikke magisk?
At leve et liv i en hastig lineær verden er naturgenstridigt for os kvinder. Vi er skabt til gennemgå flere faser hver måned, og ikke mindst i livet, med hvert sit fine formål. Det ønsker jeg, at du i din inderste kerne forstår og derfra begynder at leve på en måde, der ærer din medfødte natur.
Jeg ønsker også at skabe en ny fortælling om kvindekroppen og kønshormonerne. At de hele livet arbejder for og med os. De er den termostat, der på et tidligt tidspunkt sladrer, når livet ikke leves i overensstemmelse med biologiens grundvilkår, eller den man er på det dybeste plan. Og sikke en gave at have fået sådan et udstyr, der har potentialet til at bevidstgøre os, inden de uhensigtsmæssige mønstre har ført til sværere ubalancer og sygdomme af alle arter.
Og jeg tror virkelig på, at kvindekroppen er vanvittig intelligent og ikke uden videre laver fejl. Den prøver blot at indstille sig BIO-LOGISK efter det miljø, vi sætter os selv i. Det gør den for at overleve og ikke for at lave problemer. Og fordi rigtig mange kvinder lever på en måde, som er et evolutionært mismatch til den biologiske natur, kommer kroppen og sindet til at larme. For at vække og bringe os tilbage til et bæredygtigt liv.
Så når kroppen eller sindet larmer ifm. med menstruationscyklus, overgangsalderen eller menopausen er det tid til at kigge indefter og på måden, livet leves og opleves.
Måske du tænker, at det da ikke kan passe, for kønshormonerne styrer primært, hvornår man bløder eller ikke bløder. Her må jeg bare sige, at kønshormonerne påvirker så meget mere end det. De styrer ikke blot reproduktionen, men er en pacemaker i kroppens øvrige fysiologi. Kønshormonerne påvirker alt fra funktionen af immun- og nervesystemet til kredsløbet, vejrtrækningen, metabolismen og ikke mindst de kognitive funktioner og humøret. Som kvinde har du garanteret mærket det på egen krop og sind – særligt hvis hormonerne har været i ubalance.
Hvor mænd kun er styret af en 24 timers biorytme kontrolleret af de to modsatrettede hormoner melatonin og kortisol, har kvinders fysiologi fået en ekstra dimension oveni. En 28 dages cyklus styret af de to kvindelige hormoner østrogen og progesteron. Biorytmen og menstruationscyklus er dog viklet tæt sammen.
Med hormonernes svingning er kvinder fysiologisk set fire forskellige ”mennesker” i løbet af en menstruationscyklus. Derfor må vi lære at lytte indefter. Til kroppen. For med konstant skiftende fysiologi vil et statisk program i løbet af en måned ikke skabe optimal sundhed. Tværtimod. Foranderligheden er styrken, hvis det integreres i måden at leve livet på.
Du er ikke et offer for kønshormonernes rasen. Du har meget mere indflydelse, end du aner. For sandheden er, at kvinder på en og samme tid er underlagt hormonernes svingning, og samtidig responderer hormonerne på det miljø, der er i dig. Miljøet skabes af fysiske, psykiske, emotionelle og sociale påvirkninger. Af livet, og ikke mindst perspektivet, det mødes med. Sidstnævnte bestemmes i høj grad af dine dybeste overbevisninger – dem, der former selvværdet og relationen til andre mennesker.
Med denne bog ønsker jeg at kaste lys på den fantastiske kvindekrop, for den er intet mindre end genial. Og har altid været det.
Jeg ønsker at styrke din forståelse af dig selv og dine unikke, skiftende behov gennem livet, så du bliver klædt på til at tage vare på hele dig.
For selvom lægevidenskaben i dag åbner sig for forskellene mellem mænd og kvinder – og begynder at anerkende den cykliske virkelighed, vi lever i – så tror jeg på, at du er den, der bedst ved, hvad der skaber sundhed og nærer dig.
Forskning kan give vigtig viden, men den er stadig statistik – et gennemsnit, ikke et menneske. Den kan inspirere og vejlede, men den kan ikke sættes direkte ind i din krop og dit liv. Den viden må du mærke frem til selv. Og ansvaret er i sidste ende DIT.
Et klogt menneske sagde engang, at intet menneske kan erkende sandheden, men alle kan vi erkende sandhed.
Denne bog er et udtryk for den sandhed, jeg indtil nu har været i stand til at erfare. Mit håb er, at den må udvide din egen sandhed og inspirere dig til at ÆRE din cykliske natur, NÆRE dine basale behov på alle planer og VÆRE den, du er.
For netop herigennem kan balance og sand sundhed udfolde sig gennem hele livet.
Før jeg dykker dybere ind i den forunderlige kvindekrop, vil jeg åbne to perspektiver, som tilsammen væver bagtæppet for denne bog: et historisk blik på kvindesundhed og min tilgang ind i arbejdet med sygdom og sundhed. Begge bærer fortællingen om, hvorfor denne bog har sin berettigelse og kalder på at blive født netop nu.