En luftig og lækker chokolade mousse kage lavet uden bagning. Den er perfekt som dessert efter middag eller til gæster, og kan serveres i portionsglas eller som en enkelt kage pyntet med friske bær.
Ca. til 4 portioner
Det skal du bruge
- 6 medjouldadler
- 2 dl mandelmel
- 2 dåser økologisk kokosmælk fra køl (ikke light!)
- 4 spsk. kokosolie, smeltet
- Kornene fra en 1 vaniljestang
- 1 1/2 dl raw kakaopulver
- Sukrin melis eller kokospalme sirup efter behov
- Masser af friske bær til servering
- Evt. spiselige blomster til pynt (F.eks. roser, syren eller violer) eller kakaonibs.
Sådan gør du
Kagebund:- Start med at lave kagebundene ved at ælte medjoul-dadler grundigt med 1/2 dl kakaopulver og 2 dl mandelmel.
- Ælt grundigt, til du har en god dej.
- Rul dejen ud i ca 1 cm tykkelse.
- Skær 4 små kagebunde ud med en anretterring. Har du ikke en anretterring, kan du bruge et glas til at udstikke kagebundene med.
Chokolademousse:
- Opbevar din kokosmælk på køl inden brug.
- Hæld den flydende del fra kokosmælken (gem og brug i smoothies, wok eller suppe).
- Pisk den faste del af kokosmælken sammen med vaniljekorn, kakaopulver og sirup til en ensartet mousse i en røreskål.
- Stil chokolademoussen på køl et øjeblik.
- Smelt kokosolien og pisk forsigtigt, men grundigt, ud i chokolademoussen til den er stiv, men luftig.
- Smag til med sødt, og anret moussen i portionsglas eller små skåle.
- Lad den stivne i et par timer og gerne natten over på køl.
- Pynt med friske bær eller blendet frugtcoulis og servér.
Fotograf: Cophia Nirrvana